Med den
spændende Cubic-serie er designeren Anders
Nørgaard trådt ind i en ny verden af
formgivning. En brændeovn skal fremstå som et
smukt og funktionelt møbel, mener han. Manden
bag Jydepejsens brandvarme vinterkollektion for
den kommende sæson, møbelarkitekten Anders
Nørgaard, arbejdede koncentreret i halvandet år
med den bemærkelsesværdige Cubic-serie, før han
var tilfreds. Før han slog så meget som én streg
på skitseblokken, havde han tilbragt tre
koncentrerede måneder med at studere teknikken
bag den moderne ovns principper.
Kaminhylden genoplives
„Jeg ville ikke lave bare en brændeovn. Det
skulle være noget mere“, siger Anders Nørgaard,
der gerne vil have en brændeovn til at fremstå
som et på én gang smukt og funktionelt møbel.
Seriens syv modeller byder på vidt forskellige
udtryk til vidt forskellige indretninger; fra
den diskrete ovn til den høje eller den lange,
som både kan stå og monteres på væggen. „En
brændeovn kan godt være et stort element, sådan
som de gamle kakkelovne var. I en af de aflange
modeller er et stykke af ovnen bare til pynt.
Overfladen bliver ikke varm. Her kan man sætte
billeder eller lys, og man kan selv bestemme,
hvor lang ovnen skal være“, siger Anders
Nørgaard og har dermed genoplivet gamle dages
praktiske kaminhylde.
|